KOM MED I DET NYE
Hvis man vil finde en frivillig social forening, så kan man kigge i Hvem Hjælper Hvem, Fredericias sociale vejviser, hvor man hurtigt kan danne sig et overblik.
Hvis man vil have et overblik over kommunale tilbud, så er det straks mere besværligt. Der findes nemlig ikke nogen vejviser med kommunale tilbud.
Hvis man kan samle både frivillige og kommunale tilbud i en vejviser, ville det være en kæmpe fordel for både borgere, kommunalt ansatte og foreningsfrivillige. Derfor introduceres Socialkompas nu i Fredericia.
Socialkompas giver en samlet oversigt over tilbud
Socialkompas er en webside, hvor borgere og pårørende nemt kan søge hjælp til deres aktuelle livssituation og finde det helt rette tilbud, uanset om det er frivilligt eller kommunalt. Frivillige organisationer kan synliggøre deres indsatser, og kommunale medarbejdere kan her få et samlet overblik over tilbud, der er tilgængelige for deres borgere.
Socialkompas er en digital portal, der fungerer som den lokale infrastruktur og det tilbudsoverblik, som borgere, foreninger, frivillige og fagprofessionelle har efterspurgt i årevis. Portalen er udviklet af vores landsorganisation Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (FriSe) og udbredes på landsplan i 2023-2024. Vi har en lokalt tilpasset udgave i Fredericia Kommune, som Frivilligcenter Fredericia administrerer. Vi samarbejder med Fredericia Kommune om at udbrede den lokalt i 2023.
Det er gratis for frivillige organisationer, kommunale institutioner mv. at lægge opslag på Socialkompas.dk. Opslag, som overholder retningslinjerne, godkendes som udgangspunkt af Frivilligcenter Fredericia, hvis opslaget omhandler et uvisiteret tilbud til borgere, og organisationen, der står bag, har base i Fredericia Kommune.
Mange kender ”Hvem Hjælper Hvem – Den sociale vejviser i Fredericia Kommune”, som Frivilligcenter Fredericia har publiceret i mange år både online og på tryk. Men vores sociale vejviser har ikke gode søgemuligheder på aktivitets- og målgruppeniveau og den omfatter heller ikke de kommunale tilbud. Det kommer den nye digitale portal til.
Sådan kommer vi i gang
Frivilligcenter Fredericia har adgang til den lokale version af socialkompas.dk, og vi er i fuld gang med at indtaste de sociale tilbud/aktiviteter og bygge portalen op de kommende måneder. Ved jeres hjælp kan vi komme endnu hurtigere i gang.
Allerede nu kan I selv lægge jeres tilbud ind på portalen. Klik her for at komme direkte ind på den lokale udgave af siden, opret en profil og indtast jeres tilbud.
Frivilligcenter Fredericia giver gerne hjælp og vejledning til at taste oplysninger ind i Socialkompas.dk.
Kontakt os på post@fc-fa.dk eller tlf. 72106772 og lav en aftale om at komme forbi eller få hjælp online.