Frivilligcenter Fredericia åbnede i 2017 ”Café Økonomi”.
Caféen holder åben torsdage i lige uger kl. 17.00 – 19.00, hvor der vil være mulighed for rådgivning og hjælp på det økonomiske område.
Formålet med rådgivningen er at hjælpe udsatte borgere til at få overblik over deres økonomiske situation. Målet er, at borgeren på længere sigt selv kan mestre sin økonomi og derved få en bedre livskvalitet.
Borgere kan i vores ’Café Økonomi’ få uvildige råd og vejledning af fire kompetente frivillige fra Frivilligcenterets ’Frivilligbank’, der har en baggrund som fx bankrådgiver, revisor og jurist. De rådgiver om budgetlægning, afdragelse og omlægning af gæld, gældssanering og om hvordan, man kan anvende sit rådighedsbeløb bedst muligt.
Rådgivningen foregår under afslappede former og i uformelle rammer. Man behøver ikke at have gæld for at få rådgivning, men der rådgives kun om privatøkonomi.
Rådgiverne tilbyder:
•Uvildig og fortrolig økonomisk rådgivning i trygge rammer
•Overblik over økonomisk situation og motivation til at afdrage gæld
•Vejledning i budgetlægning, gældsomlægning, prioritering af kreditorer m.v.
•Spareråd - hvordan man får mere ud af sit rådighedsbeløb
Borgere, der kontakter Frivilligcenter Fredericia bliver ikke registreret, og ansatte og frivillige har tavshedspligt.
Ønskes der hjælp/rådgivning skal Frivilligcenteret kontaktes på 7210 6770 for aftale om mødetidspunkt. Vi bor i Fredericia Sundhedshus, Dronningensgade 97 bygn. B.
Er der behov for yderligere oplysninger, kan Louis Lindholm kontaktes på: louis.lindholm@fc-fa.dk